forlaget røde sø 2024

Omslag af forfatteren

Hun er død. Det regner, og selv bierne flyder på jorden.

*

Træk vinduet ned i et tog, og rust fylder luften. Igennem det røde fog glimter forsølvningerne i dit liv kun svagt.

*

Til sidst blev hornhinderne belagt af noget der lignede det indre i muslinger, og det var det eneste jeg misundte hende. At hun ikke så os.

*

Vandet rinder fra den udendørs bruser og videre ned i de røde og glinsende bregner, efter at have ramt dig.

*

Jeg glemmer aldrig da toget gik i stå i flere timer ved en flod, hvis spejlinger af vandet slog op i kupeens loft. Hvordan vi ikke længere var i bevægelse, og hvordan loftet bevægede sig.

*

Inde i kupeen, ved det lille bord under vinduet: vin, brød, tomater, ost. Vi står ude på gangen og ser luften blive rødlig i bjergene. Imellem os og kupeen findes en dør, der bliver ved med at glide op.

*

Jeg husker stadig den melon som et svælg, der viste sine åbne gummer i mørket, hver gang vi smilede. Det undrer mig bare, at jeg først nu ser, hvor blodige de var.

*

En rusten låge på et hængsel, ukrudt der blomstrede, en kalket skole dybt inde mellem pinjetræerne. De åbne vinduer og børnene, der nynnede - én ubrudt tone, der hverken steg eller faldt, fordi alle plancherne var drejet om mod væggen.

*

Når vi sidder i en sovekupé, er der intet der forsvinder i skumringen. I stedet lægger den så meget til: en flaske vin på klapbordet henne ved vinduet. Tøj og papirer spredt ud på lagnerne. Mørket der fylder kupeen, som om den stædigt gror til.

*

Alt det kobber i statuerne, vi ser når vi rejser, kryber ind under sengen som et blankt, metallisk mørke, når vi tænder pærerne i loftet. Det er ikke statuerne, men alt det andet, vi husker bagefter - hønsene, samlejet, den måde blad lægges uden på blad i den fugtige, røde kål.

*

Det åbne vindue i mørket, og gardinet der blafrer ind i kupeen som en lang, buet negl der laver flænger i en dug, som det fede mos fra bordets plade trænger op igennem.

*

Jeg går tidligt i seng og lytter til vinden i træerne udenfor. Til sidst bliver der stille, som om løvet er blevet helt stift og fortinnet. Så ved jeg, at jeg er ved at vågne igen, og at næste dags morgen er begyndt.

*

For årtier siden sad vi på Egina og drak vin og spiste hvid ost uden kød - det var det eneste, vi havde råd til, og ingen beklagede sig over det. Rundt om i luften fornemmede jeg alt det, jeg endnu kun havde kendt meget lidt til - de hvide, glatte tindinger og leverpletterne, der breder sig med årene. Blødningerne i øjet, når vi kommer på lagenet. Den underlige fred i et dybt trug af sten fyldt op med mos, som er ved at gro sporer. En vis gråd, visse himle.

*

Der holdt vi i flere timer ved floden og med spejlingerne af vandet i kupeens loft. Hvad var det, jeg så? Mig selv - mit eget kød - opløst i de glitrende spejlinger. Hvad var det, du så? Dig selv - dit eget kød - opløst i vandet? … Sig ikke det!

*

Lysekronerne i loftet skærer os i øjnene. Vi holder det kun ud fordi vi ved, at udenfor står aftenens mætte lys i nælderne.

*

Stir ind i spejlet, meget grundigt, og find det ribben, som ikke er tilsløret af dug. Kluden der tørrer duggen af, er altid min, og ribbenet dit.

*

I februar bryder lyset igennem og får vinduerne til at ligne rav. Men det, jeg husker fra i sommers, ligger ikke kapslet inde i dem ligesom insekter gør - det hamrer ind i glasset, stædigt, som en blodstyrtning.

*

Endelig er solen nået så højt, at lidt lys falder ind over gulvet, som et reb trukket rundt om et gerningssted, hvor vinteren stadig råder.

*

Vi gik rundt om kirken, som lå i en ring af tyste, ubevægelige nælder. Da vi kørte derfra, lagde jeg min hånd på dit knæ. En plasticflaske lå ved forruden og vi skiftedes til at drikke vand, der var så varmt at det sved os på læberne, og så tænkte vi på nælderne igen.

*

Til sidst vil vi måske ikke have mere at sige til hinanden, men jeg ved ikke om den bør skræmme os - stilheden i det kammer, hvor vi klæder os af ved et tjæret og glinsende myggenet, og kun vaserne har tunger.

*

Jeg har viet mit liv til det, og når andre har talt om alt det, de gerne ville nå, har jeg altid kun tænkt på det - en lavere puls, bare det. Stædigt og ihærdigt at arbejde på at gøre forskellen på mos og blod mindre.