M O R T E N B L O K
O K T O B E R 2 0 2 4:
At ligge i sovekupeen som den ene, tværgående bjælke i et krucifiks, skinnerne under mig er den anden bjælke. Og ingen er klynget op på det, kun den varme luft og disse luftige bylder af myg.
Om aftenen, mens vi drak vin, lød vores stemmer under den brede palme. Næste dag sad vi i skyggen af dens knitrende blade og lyttede videre.
Gør det en forskel, hvad det er, der kaster skygge ind over dig, når du sidder i bilens sæde og jeg stryger ned over dit lår? Ja ... Værst er skyggen af nogen, der trænges ude på fortovet. Bedst er skyggen af kolber fulde af majs - den gule perle bag blade lagt uden på blade i en fold.
På vej til arbejde kører jeg forbi marken med solsikker, deres nejende kroner og knitrende blade, tørre, nærmest hviskende, stilkene ville rage op over hovedet på mig. Jeg har lyst til at standse og gå ind imellem dem og aldrig nå frem. Men jeg fortsætter, og på vej tilbage hører jeg dem slet ikke, fordi blodet står så højt i mit øre og hyler.
Når jeg stod i vinduet og røg på pensionatet dengang og så pigerne nede på fortovet, var mit blik ikke spidst og fuldt af vilje. Der er så meget andet, det lignede. Et blad. En guldsmeds vinge. Lidt aske fra min glød.
Jeg vågnede tidligt og tog toget ud langs kysten mod Cascais. Jeg skrev siden om det, at alt var hyllet i bark og søvn. Egentlig er det bare det, jeg vil sige: at det er rigtigt. At jeg ikke husker så meget længere, men det husker jeg, og det er rigtigt. At det er sådan, det var. Hyllet i bark og søvn.
Det
er ikke bare skyggerne, der rammer os, da vi går tur, det er dybe brønde, der
borer sig ned i huden på os. Men hør - det nynner under dækslerne!