D E C E M B E R    2 0 2 4:

Jeg planter et kirsebærtræ i den kinesiske krukke nede i engen. Jeg vil gerne sidde der og se det blomstre nede i krukken. Men jeg vil også gerne se krukken sprængt, så de små, glaserede skår ligger spredt mellem rødderne: endelig at lade sig fyre. Nægte at tjene.

*

Jeg ser som et ungt menneske - klart og grådigt. Og det, jeg ser, er at jeg griber om et glas, og hvor gammel huden er.

*

At lade hånden glide gennem vandet i en fontæne… det er ligesom at leve med dig, som om trykket på hånden er det samme. Og de kolde blærer på den, når den bagefter tørrer.

*

Det er traktorens motor ude på marken, jeg hører mens jeg sover, det er de hvide måger, jeg ser.

*

Tagene af bølgeblik er smukke, ildrøde, tæret op af rust. Sæt dig i deres skygge og mærk at den er frisk og kold, som når noget endelig er nået til sin afklaring.

*

I det stråtækte hus, vi lejede da vi var unge, smed vi en madras på gulvet i gangen. Der var ingen vinduer, men om morgenen åbnede vi døren, så luften trængte ind. Stråene stod varmt og tæt rundt om huset, og inde i sengen lå vi og tyggede deres aks. Andre gange mindede kornet om et gult, uskadt skind. Og når tavsheden blev for tung så vi det blod, der sivede frem i porerne.