Jeg lytter til alt, som trænger ind fra den falmede gang.

Hun vasker dørenes trin.

Træder nogen over trinet, vil anklerne drikke.

Hun giver os disse trin at gå over, kun dem. Resten

er sommerens, pollenstøvets, myggenes,

og hendes.

*

Som når vandet i en brønd med ét bruser over af ilt

og blisterne af skam i et liv

tvinges ud til randen som klirrende flasker,

koger alt i nat. Flaskerne støjer.

Men i morgen vil jeg høre dig trække vejret, og alt andet tier stille.

Inde i mørket ligger firbenets hale.

*

Palmebladene kaster ikke skygge. Det, de kaster, er lange flige af lys mellem skyggerne. Det var det samme, jeg så falde fra kisten, da den stod i kirken: øjeblikkene hvor den døde havde givet sig hen uden forbehold, uden den grå tørke der gror med alderen, samlede sig til flige af lys, der blev kastet fra hans ribben: det, den døde kastede fra sig, var ikke skygger, det var disse øjeblikke. Og de ramte os andre, og vi tog dem til os og lagde dem til vores egne. De var vores arv, og vi fik den til sidst, da den døde tog alt rummets mørke ind i sin armhule - som man gør med en høne blindet af angst - og tog det med sig i jorden. Vi sad tilbage og vidste, vi sent ville glemme det kaglende mørke.

*

Hendes glæde er noget hun udsveder.

Forår:

ligesom bræmmen af is

i parkens sø

synker hun for hver dag lidt dybere

ned i sit eget smeltevand.

*

Nu slækkes kravene ligesom lyset: en pram skyder ud på floden befolket af skikkelser, alle grå. Der er trængsel, men ingen ved hvad de trænges for. Den tunge wire skriger i sit hjul, da prammen forsvinder i tågen. Til sidst er wiren helt spændt og bevæger sig ikke, før prammen sætter fra derude og flyder tilbage gennem det brune vand. Nu er den tom. Det eneste, der høres, er den sagte, kradsende lyd af de riskorn, der spirer inde i de mørnede rangler. Lad det så være skildringen af dig, jeg mødte sent i livet, eller af en almindelig, genkommende aftens fred.

*

Selv bag de mest fedtede ruder

står en buket:

nogle mennesker lever med munden til deres knogler

og suger den røde marv,

så de kan blomstre helt stille med skindets tynde

vase rundt om sig.

*

Vi læner os ud, og på muren under vinduet

ligner skyggen af vores let foldede hænder

konkylier med fingrenes pigge af kalk.

Før vi lægger os ind til hinanden på lagenet igen

koger blodet, i pausen, på lavt blus

inde i vores hænder.

*

Sidst på eftermiddagen blir stationens væg ramt af solen, og jeg ser træerne ude på gaden gennem det støvede glas. Det ser ud som om træerne er bygget af et tindrende, grønt skum. Jeg ser et tog komme ind, og en dreng der får øje på den kvinde, de er kommet for at hente, og begynder at løbe. Jeg kender ikke et eneste barn, som ikke begynder at løbe, når det får øje på den kvinde, de er kommet for at hente. Forældrene løber ikke, eller de løber kun efter tog, aldrig efter familie og kød. Et barn løber ikke efter tog. Jeg kender ikke et eneste barn, som ikke begynder at græde, hvis det skal løbe efter et tog, mens tungerne slår i svælget. Kvinden står tæt på væggen af glas. Barnet ser ud som om det er bygget af et tindrende, grønt skum.

*

Ilden stod rastløst på sin isse af jern

i værelset, jeg lejede som ung.

Gløder faldt gennem gitteret.

Jeg tænker på den ovn nu til morgen

hvor vi bærer hinanden ud som fulde bakker

og mælketænder glimter i asken.

*

Jeg går langs sporet, der ligger i en krypt af tidsler og græs. Jeg besøgte engang en kirke med geledder af vigtige mænds tunge kister, det var marmor på march. Kisterne lignede æg på et fabriksbånd, gennemlyste. Meget hvide, men ingen sjæl. I dag passerer sporvognen mig bagfra, gul som en blomme. Sporvognen har tyve øjne, de ser alle sammen ned eller på hinanden. Kun to af dem ser på mig, i hovedet på en dreng. Han stirrer så ivrigt, som om han ved at se på mig og selv blive siddende kan lære, hvordan man på samme tid svæver og går.

*

Tidligt om morgenen at træde ud af kupeen

og se at vi kører langs tørre marker

med majs. Du er våd i skridtet, og jeg har din lugt

i svælget. Det som foregår, mens alle sover

og vi står ude på gangen mellem dem og den tørre majs,

er en tyst fejring af dette skridt.