Samleren 2002

Omslag af 

NEEL DICH ABRAHAMSEN

Far

Jeg mindes at jeg hviskede ind i dit øre,

da du lå i coma.

jeg hviskede ind til levningerne af din begavelse,

i live eller kastet til, det inderste

sakristi. Hornhinderne

var stive og fortinnede,

med en spids glød

bag blodslør. Den video du tog på din ferie

starter med at sneen slår mod ruderne

i Danmark. Så tones over i tropisk skygge,

i palmers løv, tørke og gulligrødt støv

og på lydsporet din stemme,

for højlydt efter din død.

Fundet af et smykke, et ur

eller på et latrin den friske duft af den samme

sæbe: sådan burde du i glimt vise dig. En

essens der steg op i erindringen,

som kerner, frugtsten, svøbt

i tingene, som de rådner væk med igen.

Men som din sidste rest af bevidsthed

blev belagt af min stemme,

alt for påtrængende, krænkende al fred,

hører jeg din stemme på videoen,

ubrudt og manisk, en

lyd der forhindrer mig i at mindes dig, et

snefog der forråder mørket.

*

Far

Jeg mindes at tågen var isnende. Natten igennem

lød tågehornet; jeg var oppe og stod på

terrassen med de kolde fliser

og lyttede. Det fik mig til at tænke

på dig, som altid filmede os.

Det øjeblik er frosset ind i mig: træt

efter at vi havde kørt hele dagen fra Porto

stod jeg lænet op ad den åbne bildør,

halvt trådt ud i aftenens

tåge. Min dreng på et år sov på bagsædet og hans

mor og to stuepiger var på vej ud af receptionen.

Sammen med tågen, tågehornet og den forbavsende kulde

slog det ned i mig som noget uafrysteligt: Jeg

var far, og det var et øjeblik ribbet

for håb. Jeg følte mig tæt på noget kuldslået,

sløret, som imidlertid i sin kerne bar på

noget benhårdt: døden. Ikke

den fysiskie død, ikke at jeg så os

i fysisk opløsning, men

svigt. Hvilke

sonder ville min dreng være nødt til at bruge, for at

nå mig? Skulle han gå igennem mine digte

som vi gik igennem din linse,

fordi du kun magtede at rive os ud af din frygtelige

blindhed når du filmede og så os med et

andet blik end dit? I et glimt, mens

jeg stod lænet op ad bildøren,

følte jeg en forbandelse hvile over

os, vores slægt: at vi ikke ved

hvad det er at elske.

Jeg mindedes den dag, jeg tegnede de utallige

sole. Det skulle være til en film, jeg ville

tage med dig. Jeg havde forstået

princippet: De mange tegninger af solen

skulle byttes ud under linsen

for at skabe det indtryk

at der stod ild ud fra den i skælvende luer.

Men hvad jeg ikke havde forstået, var at solens

kerne, det som ikke var i bevægelse,

skulle være ens på tegningerne.

Alt det frøs sig ind i mig, mens jeg stod op ad bildøren:

der var de to stuepiger i lyseblå kitler

som kom ud fra receptionen

bærende på en vugge, en monstrøs vugge

med et kridhvidt nedhæng

der fik den til at ligne en båre som de, sygeplejerskerne,

ilede gennem tågen med,

der var tågen selv, tågehornet,

og for mit indre blik

solen,

jeg ikke havde forstået at tegne rigtigt, så

den blev sprængt og udslukt.

*

Far

Jeg mindes at du håbede at flå dig selv ud

af skyggen, med dine vinrøde seler.

Farfars var gråmelerede.

Jeg ser jer som på et gammelt fotografi

med en rød skjold af vin eller fugt

hvor du står. Bag dig

står farfar, i en skygge han er hægtet til

ved et sort og glinsende ledbånd,

som han var det med skyggerne på

rygeværelset med de høje reoler

(du var ordblind). På plader af sort maghoni

lyste, fra hans liv som mejeribestyrer,

medaljer af hvidsølv.

Det er den skygge, jeg ser bag dine vinrøde seler

og stuerne pyntet op med det blikfang

du brugte i butikkerne som dekoratør.

Hårlak i fasaners fjer. Stive øjne af staniol.

Løv af vinyl. En kunstig og lysende sne.

Men det var for krampagtigt, intet

kom til at flyde frit fra dig, dertil

var du for ødelagt. Det billige blikfang i stuerne

var relikvier i skum, vinyl og lyserød plastic,

besværgelser for at holde mørket stangen.

Men de var selv forkullede i deres hjerte,

og i dag husker jeg dit blik som skræmt.

Dit håb om udfrielse vendte sig mod dig selv

og dine seler var snærende reb af oksehud

der for hvert ryk skar dybere ned, en

indsigt i den kraft du savnede,

lagt frem i højrøde sår.

Det har ikke været let at sidde i rygeværelset før de

rituelle middage. At være blevet til så lidt, at eje

intet. Efter du var død, sad jeg hos dig.

Øjnene var gledet op, lidt hævede,

som havde iris løsnet sig.

Jeg ville ikke lukke dine øjne. Hvis jeg lukkede dine øjne,

ville jeg spærre dig inde med de hævelser

lysende mod de mørke låg

som medaljer.

*

Jeg mindes det kolde folie

om kødet i diske af Ajax og sukker,

og blødt lys i stuers tæpper, i

liljer og bilers indtræk.

Det var for pænt, og jeg led under det.

Jeg ser tydeligt stationen i Ringe for mig

og vejen vi gik ad, op til gymnasiet.

Sæbefabrikken og dens lugt af kogt kød

føjer i dag et bedragerisk råt skær

til mindet, for vi så aldrig en flækket

kæbe fra et svin bag porten.

Berøvet al skønhed til at

spejle sig i, blev den lyst jeg havde til

pigerne til brunst. Altså

måtte den få sin virkelighed fra noget andet, fra

Syden. Jeg længtes efter at elske bag halvt

opløste skodder, ved floder hvis grød af

alger brændte. Kadavere,

sener, arterier, kødets skala af violet, fik jeg først at se

da jeg kom til Athen med de store slagterier

hvor nøgne el-pærer var lagt ind i bugene

som lys på altre. Nu,

i Syd-Ekspressen, ætses et modermærke

ind i mig, det er sovekupeens gardin

af voks, kranset ind af lys.

Daggry. Ude på gangen skyller den portugisiske

luft som brændende olie langs ruderne: En

væske, der siver op i min rygrad

og lader den stå for mit indre blik som et røntgen, et

ciffer, et tegn på opløsningen af det

altfor nydelige. Her,

i spisevognen: Ristet brød med en duft

af kanel. I den tidlige morgens tåge

når jeg at gense den vinter som er gået i Danmark

og taknemmelig se den opløse sig.

Mine organer tør op. På stolen

nossernes vægt. Andagtstime ... Tilfreds

ser jeg at de to kander tjeneren står med, er fedtede.

At strålerne fra kaffen og den kogte mælk

han på én gang tømmer i min kop,

blir flettet som i foldede

hænder. At der i min kop er gået et skår,

på hvilket mit åndedræt slår

ned og drikker.