forlaget politisk revy 2016

Omslagsfotografi af 

CESARE BEDOGNÉ

ÅRET FØR DU DØR OG LIGE EFTER DU ER VÅGNET, digte

&

IX BREVE FRA BUCURESTI, poetik

er i ét bind.

Uddraget er poetikkens to første breve:

Kære D**

Noget rødt breder sig på himlen over Bucuresti, som om en fork uendelig langsomt dratter gennem den. Imens breder følelsen af noget uindhegnet sig i os; vi får pludselig vished om en lemlæstelse af en slags. Men ligesom det i et af Uffe Harders digte er hvepsene, der syr og syr, er det nu de iltre flagermus, der rier i luften.

Ved siden af mig på bænken ligger - i dette luftens glødende bad – mine få bøger, alle i en miserabel forfatning efter de rejser, de har været med på: Tranströmers samlede digte, et gulnet eksemplar af en skolebog med nogle få arabisk-andalusiske digte, en lige så slidt bog med kinesisk poesi fra T´ang-dynastiets tid, Camus´ efterladte, posthumt udgivne roman DEN LYKKELIGE DØD (som der står i den et sted: ”en bog der opmuntrer og bekræfter, hvad man føler dybest i sig selv, men som en anden har skrevet”) heller ikke dén andet end bunker af brunt papir nødtørftigt bundet sammen med tape. Disse få bøger skal hjælpe mig til at skrive brevene til dig; de vil handle om digtning, om hvad jeg tror, at et digt er. I et af Tranströmers digte lyder det: ”Vi ved det egentlig ikke, men aner det: der findes et søsterfartøj til vores liv, som følger en helt anden rute. Mens solen brænder bag øerne” og det kan minde om Laus Strandby Nielsens linje: ”Når du synger er det så falsk som var det hjerteskærende rent i en parallel verden”. Det er min opfattelse og mit afsæt, at digtet leverer en privilegeret adgang til denne parallelle virkelighed, dette søsterfartøjs rute. Det er blot en fornemmelse, jeg har, ligesom spørgsmålet om, hvad denne parallelle virkelighed, dette søsterfartøjs rute egentlig består af, heller ikke er andet end en fornemmelse, noget i allerhøjeste grad diffust. I disse breve vil jeg spørge både hvad dette søsterfartøjs rute egentlig fører med sig, samt på hvilken måde digtet leverer en privilegeret adgang til den.

I endnu et af Tranströmers digte tales der om ”det inderste paradoks, garageblomsten, vinduet ud mod det gode mørke. En drik der bobler i tomme glas. En højttaler der udsender stilhed. En gangsti der gror til bag hvert skridt. En bog der kun kan læses i mørke”. Hver gang jeg læser det, tænker jeg, at der ville jeg gerne leve, men af en eller anden grund fungerer linjerne også som en påmindelse om, at jeg måske allerede gør det, blot uden selv at være klar over det. Jeg tænker det ikke som attråværdige lokaliteter, ikke som topoi, men som noget mentalt, en indstilling. Det vil sige, at anderledes stillet ind ville jeg måske se og høre noget andet end det, jeg ser og hører, eller jeg ville se og høre noget andet i det, der allerede og indiskutabelt er til stede, noget der lever og ånder inde i det. Er der tale om en besindelse på noget ellers upåagtet? Et zoom, der lader de sædvanlige proportioner svulme op? En forbigående lammelse i en bevægelse, som netop i kraft af den pludselig bliver uafrystelig? At der ikke er tale om noget fuldstændigt anderledes end det, jeg allerede lever midt i, vidner det begær om, som vækkes i mig ved nogle af T´ang-dynastiets digte, f.eks. Han Wu´s digt ALLEREDE KØLIGT, som gengivet uden linjedelinger er endnu mere ligetil: ”Foran den jadegrønne niche et perlebroderet forhæng, på den skarlagenrøde skærm yndefuldt slyngede blomster. En aflang drageskægsmåtte og en firkantet silkehynde ligger fremme til natten, der er ved at være kølig”. Det er alt. Intet mærkeligt, tilsyneladende intet, der adskiller sig fra en jævn og banal registrering af noget ret almindeligt, men alligevel vækkes det samme begær i mig som det, jeg føler efter bogen, der kun kan læses i mørke. Og eftersom der jo er tale om en indstilling, bør det vel ikke hedde, at der ville jeg gerne leve, men at sådan ville jeg gerne leve, eller bedre: sådan vil jeg gerne vide, at jeg allerede lever, dette vil jeg gerne opdage, erfare, gerne se bragt til virkelighed. Jeg vil gerne høre de imaginære højttalere udsende stilhed, men jeg vil også gerne træde ind bag et helt almindeligt, perlebroderet - mentalt - forhæng, mens nattens kølighed falder på og gør det så simpelt og uafrysteligt (det er muligt at visse af digtets genstande oprindeligt har været bærere af en alment kendt betydning, der løfter det op over den simple registrering, men her som overalt i disse breve læser jeg digtene umiddelbart, kun optaget af, hvad de siger mig her i Bucuresti, øjeblikkeligt og forudsætningsløst).

Og som sagt: her i Bucuresti er det flagermusene, der trækker over himlen og rier alt det lemlæstede sammen, fornemmelsen af det røde og uindhegnede, der breder sig i os. Det var disse flagermus, pigens hænder mindede mig om i går, da hun sad i Cismigiu og tegnede en af busterne, der står på sokler i en ring mellem træerne. Bag hende blev husene vægtløse, og de lettede sammen med hendes pligter, fordi hun ikke længere følte sig bundet til dem. I stedet gled hænderne frem og tilbage ad den imaginære og alligevel nærmest fysiske rem, der var trukket ud mellem hende og papiret, hun tegnede på; disse hænder jog af sted og lignede flagermusens udslåede, begsorte vinger. Noget lignende gælder for mig og mine hænder, tror jeg: så længe jeg skriver disse breve til dig, viger jeg uden om murene selv om de, så længe det varer, ikke kaster mine skrig tilbage på mig selv.

Din M**

*

Kære D**

Jeg sidder sammen med K** på en af perronerne på Gare de Nord, Bucuresti. Bag os går solen ned, foran os stiger mennesker af togene, og i det øjeblik de træder ud på perronen, er der enkelte som standser op og lader solen ramme dem i ansigtet, i tindingerne og på deres blege kæber. Men langt de fleste haster videre ned ad perronen, som om de er opsatte på med deres eget liv at illustrere Søren Ulrik Thomsens linjer ”Jeg bekender, at jeg aldrig er søvnig, men altid træt, / altid bevidst og aldrig vågen”. De tror, de er steget af toget, men de er i virkeligheden steget ud i en skygge, som fuldstændigt ligner den, de kom fra, og i denne skygge vil de jage af sted, som i en mørk sonde, en bælg, de bærer rundt om sig. Og pludselig ved K** det - igen, for det er en viden, som ustandselig veksler mellem at puste sig op, forstøve og puste sig op igen, som et tørt, kridhvidt hvepsebo: intet kan sammenlignes med at træde ud af den bælg og lægge den bag sig, mens man lader solen ramme sine blege kæber.

I 1907 skrev Johannes V. Jensen FUSIJAMA, et lille stykke prosa, der indkredser netop den erfaring. ”Den lykkeligste Oplevelse jeg har haft var paa Søen udfor Japan; jeg mindes ikke nogen virkelig Begivenhed siden. Jeg vågnede tidligt om Morgenen før Solopgang, ved at Vinden luftede ind i Kahytten, og ved at jeg i søvne løb så fuld af Glæde, at jeg ikke kunde blive liggende ned; og da jeg saa ud af det aabne Koøje, stod der ligesom en høj dejlig Sky lige for … men det var ikke en Sky, det var Fusijama”. Det opleves ”som om Jorden selv var kommet mig imod i sin kosmiske Friskhed” og han fortsætter ”Hvad jeg der følte var den samme primitive Erfaring, man kan tilegne sig som Barn ved Synet af den første den bedste Ting, et Straa, en Draabe på ruden”. Han beklager, at vi siden får vakt illusionen om ”en anden og ædlere virkelighed” og slutter med at skrive, at da han så bjerget ”brast den sidste Drøm om en anden Tilværelse end den der er. Jeg begreb, at den højere Verden, vi stunder imod, kun kan være netop den der er, men at vi aldrig i det givne Øjeblik er naaet op til den, at vi til daglig er blinde for den. Der lader sig ikke tænke frugtbarere tanke. Det er i grunden det eneste et Menneske kan opleve”.

Også når K** har rejst, er det sket at han er trådt ud af den skyggefulde skakt, den bælg han bærer rundt om sig, det vil sige har besindet sig på det sansede og haft samme følelse af, at det i grunden er det eneste et menneske kan opleve. Han spørger om du husker, hvordan I styrtede gennem regnen i Bosnien? Forinden havde I fundet et sort, bejdset værelse over et bageri; ekspedienten ringede efter nogen, der ringede efter nogen, som bragte en nøgle. På badeværelset hang en nøgen glødepære, som ingen havde badet under længe, og væggene var matte af de minder, de savnede. Om morgenen spiste I omelet og pølse, der flød i en vælling af fedt. Andre vil sikkert mene, at det lyder trist. Men det var ikke trist, det var kun tilsyneladende trist. Et lagen blev rystet fra en terrasse; under stoffet skød blærerne af luft ind over hinanden som albuer, vriste, to par ribben, og sådan flød alt ind i jer, og I flød ind i hinanden. I var så højt oppe i bjergene at regnen ikke faldt, den stod. Så styrtede I fra tag til tag, men det nyttede intet, for under tagene stod regnen også. Bunden gik ud af luftens terrasser, og de blev til stiger. Fra boderne groede klaser af bananer op ad stigerne. Eller rettere: de steg ikke, og I løb ikke. Det var kun tilsyneladende, at I løb. I virkeligheden var regnen en tætbygget vogn. I lå i den regn, hyllet i den varme og gennemsigtige vogns vægge. Seletøjet hang slapt. Hestene fandt selv vejen hjem.

Lad mig forsøge at hegne ind, hvad der i disse breve egentlig menes, når jeg taler om sanseligheden, det sansede. Taler vi om det sansede, som det kan etableres i et digt, mener jeg - ganske indlysende - alt der opfanges af de fem sanser, hvad enten det er den reelle perception af digtet som visuel eller akustisk materialitet, eller alt det, som optræder i digtet og prenter for eksempel visuelle eller akustiske ar i læseren. Taler vi om det sansede i almindelighed, altså ud over den måde, det etableres på i lige præcist et digt, føjer sig også forestillingen om, at det spænder fra den blideste berøring til noget presserende, tumultarisk og ligefrem brutalt, samt at der ligger en høj grad af tilfældighed i det, at det er vilkårligt og ikke bøjer sig under min vilje, min hensigt med det. Det sansede er ikke noget, jeg behersker, men tvært imod noget jeg udsættes for. Jeg gør intet med det, men bliver selv forgjort, også denne sommer i Bucuresti, der veksler mellem trykket fra en brændende himmel og en regn der trækker over en himmel, der er kold og rådden og lav.

Ikke desto mindre: er dette gyldigt som en indkredsning af det sanseliges egne kvaliteter, er den abrupte lemlæstelse af én selv ikke den eneste måde at træde ind i det sansede på - ja den glimrer ofte ved sit fravær. For uanset hvor åbenbart det virker at tale om det sansede som noget, vi udsættes for og som efterlader os forgjorte, er paradokset, at det sjældent indfinder sig af sig selv, sjældent flår os ud af den uigennemsigtige bælg, vi bærer rundt om os. Hvad der tvært imod kommer af sig selv, er forglemmelsen af det sanselige. Et menneske, der ikke tænker sig om, altså i dette tilfælde besinder sig på det sansede, vil uvægerligt bare tænke og fade bort fra det sansede, og det er jo også grunden til, at synet af Fusijama er så overvældende for Johannes V. Jensen: det er slet og ret sjældent at han i et rush bringes fra bevidst til vågen, for igen at inddrage Søren Ulrik Thomsens linjer. Men at komme i berøring med det sansede kan også ske som følge af en besindelse på det, en optik, en bevidst og ihærdig stillen ind på det, netop en indstilling. Og det er her, digtet kommer til at spille en rolle: digtet er, tror jeg, denne besindelse på det sansede. Digtets hele intention er at forblive i det sansede, så stærkt og så længe det overhovedet er muligt, og i min forståelse og i disse breve er denne bestræbelse digtets - her og overalt mener jeg det gode digts – første præmis og egentlige drift.

Jeg tror altså, at besindelsen på det sansede, denne stillen ind på det, leverer os den første, mest grundlæggende fornemmelse for den rute, som søsterfartøjet følger, det søsterfartøj som optrådte i digtet af Tranströmer: ”Vi ved det egentlig ikke, men aner det: der findes et søsterfartøj til vores liv, som følger en helt anden rute. Mens solen brænder bag øerne”. Og besindelsen er som sagt nødvendig, da jeg ganske vist på den ene side har talt om det sansede som tumultarisk og stærkt - ikke noget, vi gør, men noget vi udsættes for og som netop efterlader os forgjorte - men også som noget der unddrager sig, viger tilbage fra os. Der synes altså at være en iøjnefaldende forskel på det sansede, som det opfører sig - stærkt og tumultarisk - og dets vægring mod at lukke os ind og lade os få del i dette stærke og tumultariske. Når jeg læser i Camus´ efterladte roman, som er en af de få bøger jeg har med mig og som altså ikke længere er en bog men brunt papir hægtet sammen med tape, opdager jeg at nøjagtig den samme forskel gør sig gældende i Patrice Mersaults forhold til et andet begreb, til lykken. Således siger Zagreus, invaliden som Patrice senere dræber: ”Jeg behøvede bare at lade stå til. Og hvad der så skete ekstra, det ville være ligesom når det regner på en sten. Det frisker den op, og det er i sig selv meget smukt. En anden dag kan den så være brændende varm af solen. Det har altid forekommet mig, at det er nøjagtig sådan, lykken er” - og det må kunne stå som en lige så prægnant beskrivelse af sanseligheden: at lade stå til og forvandles til en sten i sol og regn. Men et andet sted hedder det, at ”Lykken forudsatte et valg og inden i dette valg en bevidst, klarsynet vilje”, og endnu et sted: ”Det eneste der virkelig tæller, forstår du, det er viljen til at være lykkelig, en art vældig bevidsthed, der hele tiden er nærværende”. Hvad enten det er lykken eller besindelsen på det sansede, der tales om, starter vi med beslutningen, viljesanspændelsen, dette at også sanseligheden ”forudsatte et valg og inden i dette valg en bevidst, klarsynet vilje”. Denne viljesanspændelse adskiller sig kun fra andre anspændelser af viljen ved, at den som sit mål har viljens udslettelse i det eftertragtede øjeblik, hvor hengivelsen tager over. Jeg beslutter mig for at blive en sten, som efterfølgende er prisgivet solen og regnen - og ethvert digt har truffet den beslutning.

I visse fremragende digte føles denne prisgivelse særdeles tilfredsstillende; det kan for eksempel være, når digtet synes at være helt og aldeles optaget af at give sig tid til at forankre mig med mit kød i det beskrevne, præcist som om dette kød var et anker. De bedste digte, jeg kender, er næsten ikke andet end denne stædige forankring af mig på stedet, for eksempel Ekelöfs EUFORI, hvor jeg overlades til denne minutiøse registrering: ”Du sidder i haven alene med notesbogen, en mellemmad, lommelærken og piben. / Det er nat men så roligt at lyset brænder uden at flakke, / spreder et genskær over bordet af knudrede planker og stråler i flaske og glas. / Du tager dig en slurk, en bid, du stopper og tænder din pibe. / Du skriver en linje eller to og tager dig en pause og grunder over striben af aftenrøde som skrider mod morgenrøde, / havet af kørvel, grønhvidt skummende i det sommernatsdunkle, / ikke en sommerfugl omkring lyset men et kor af myg i egen …”. Jeg læser det igen og igen og tænker, at der ville jeg gerne være, og jeg siger til mig selv, at hvis jeg allerede lever der uden at vide det, må jeg lære at bringe det til virkelighed. Og lykkes det os at blive i Ekelöfs dejlige nat, ender vi i Camus’ vidunderlige morgen, hvor Patrice Mersault vågner med en feber, der synes at skærpe hans sanser til det yderste: den morgen, som brød frem, var fuld af fugle og kølighed (øret, huden), og mens jorden blev dækket af guld og varme, var en svag vind ”begyndt at blæse og en luft med smag af salt trængte ind gennem vinduet og kølede Mersaults hænder (øret, tungen, huden). Midt på dagen lagde vinden sig, dagen sprængtes som en moden frugt og løb ud over hele den vidtstrakte verden som en lunken, kvælende saft, i en pludselig koncert af cikadesang” (huden, tungen, øret).

Jeg drømte i nat, at under træerne var skyggen en dråbe, som trak ud under dem, om formiddagen til den ene side, om eftermiddagen til den anden. Ved middagstid var dråben dyb og tæt og tjæresort, og træerne stod og drak af den. Således spejdede jeg ned i en alder af halvtreds, for at se mig selv stå med fødderne plantet midt i min skygge som i en brønd og drikke af den. Men jeg vågnede fyldt af en stor glæde, for jeg havde ikke set mig selv, men træet.

Nu vil jeg følge K** samme vej tilbage til pensionatet, som I gjorde den sidste aften, før du rejste. Husker du, da I forlod de brede gader med de hvide duge og gik langs kanalen, som mørket steg op ad ligesom damp? Husker du, at I passerede en garage med ramponerede ambulancer, og at vagtens lille klapbord ude på gaden overbeviste jer om, at I måtte være på rette vej, og det uanset hvilken vej det var, for det han havde stående foran sig både pirrede og tilfredsstillede en diffus sult hos jer: ved siden af hans skårede glas stod en enkelt rose, der var rød ligesom klapstolens sørgerand var rød, dannet af rust der arbejdede som tyste kindbakker i jernet, mens han selv nynnede dæmpet ud for sig. K** tænkte, at her ville han gerne være, og så indså han forbløffet, at det var han allerede. Han tænkte, at nu stirrede han direkte på det strå, den dråbe på ruden, som Johannes V. Jensen skrev om i 1907, og han tænkte som han, at det i grunden er det eneste, et Menneske kan opleve. Husker du, at I forinden havde siddet med jeres nøgne fødder i vand, mens nogle drenge sprang ud i kanalen og tog svømmetag hen over den i skumringen, opildnede af jeres blikke? Når de steg op af vandet, lignede de et øjeblik den lysende, benhvide rod, som påfuglenes halefjer løftede sig fra i brede vifter, når I sad i Cismigiu, også de ligesom gennemblødt af mørket. Bagefter fortsatte I langs kanalen, som om I fulgte en påfugls sorte og let buede hals i retning af øjet, af hvilket I ville drikke som af et trug.

Din M**