Jeg trykker min pande mod den olierede rude i bussen, der holdt parkeret nedenfor flyet; jeg glaner lukt ind i asfaltens genskær af den nedgående sol; jeg stammer ud af munden. Jeg husker det nu som om landingsbanen lå badet i den høje lyd af cikader, men jeg tager fejl: det var mit eget blod, min puls, der sang i varmen.

Jeg finder pension Alecrim i mørke og ved en tilfældighed; jeg strider mig op af trappen idet jeg for hvert skridt føler mig for med skoen og tålmodigt venter, til jeg finder modstand i det næste trin. Også mine ideer er ligesom nedsvælget i mørke, og jeg befinder mig i en stor forlegenhed, dvs. idioti; jeg er idiotisk. For længe siden stod jeg i København og så et falmet blonde-gardin blafre ud af et åbent vindue og var slået af dets skønhed. Jeg følte mig rolig og ekstatisk på samme tid, mere vidste jeg ikke. Jeg var nødt til at spørge mig selv; "Hvad ér det skønne? Jeg satte mig for at udskille fascinationen i dens bestanddele.

I de følgende uger er det fortsat mørkt; det vil slet ingen ende tage. Dog: det tager ende. Min bestræbelse: at nå det røntgenagtigt oplyste sand, en ørken af illusionsløshed, begynder. Jeg aner, at der behøves en omstødning af den vante tænkning, især dens polaritet. I forstaden til Almada hænger de tunge bananklaser på træerne. Og overalt, i et uigennemsigtigt netværk mod den grønne, formørkede himmel, tv-antennerne. Et sekund: jeg ser bananklasernes tunge og nedadhængende blomster som elektricerede; deres lysende rustrøde er som gennemstukket af strøm og væv og ledninger forenes, kopulerer, ligesom blomsterstøvet og den nedstyrtende sne fra de metaltrætte rør!

. . .

Lissabon, d. xx. xx. 1989. Jeg sidder alene på mit værelse; jeg er iført laksko, hvilket er absurd da jeg sveder i dem. Mine øjne er opspærrede og svider som om en betændelse hærgede i dem (jeg har også holdt dem åbne meget længe nu). Mørket tiltager, og jeg har én lyst: i laksko og blazer at gå ned på gaden, hvor kvinder i flortynde nederdele og mænd i skjorter udgør to rækker, der nærmer sig hinanden i skumringen. De ligefrem bærer deres årer og tunge lunger, som om deres kroppe var beregnet til at holde disse genstande på; en slags bakker af kød og af uhørt skønhed.