Lindhardt & Ringhof 1994 

Omslag af 

IDA BALSLEV-OLESEN

Skæret i luften på aftener i maj kan jeg ikke 

                                                         beherske,

det er lige så skarpt som barberens knivsblad.

Går jeg fra salonen nu vil ingen ar skamfere

                                                           min hals,

men blir jeg siddende mens barberen

i lyset fra den åbne dør

gnider brændende sprit ind i flængen,

vil jeg sommeren igennem nyde den duft.

*

Dengang var mit bryst en kedel, der kogte plomber

                                                          af sølv

ud af støvet jeg trak ned i lungerne.

Det skete især på altaner hvor det sidste lys

flød gennem flasken med Retsina

så spejlingen ramte fiskens skelet i et bad af rav og

                                                         alkohol

og piger i et lille tivoli på kysten

legede i skumringen med en tynd, iturevet bold af

                                                   elektricitet.

Men her, hvor støvet altid er svampens trussel

                                            i trapperne

er det svært: den last jeg slæber på i lungerne er tung

og den kræver også nu en søster i det fri at røre sølv

                                                     mod sølv.

*

Jeg - den skaldede tøs som elsker drengen

der gør rent på latrinet - bekræfter

at hans eneste fejl er at elske mig og mit røde hår.

Men det var dem nok: de barberede alt håret af mig

og bandt det til en kost som de forlanger

at han skal bruge når han gør latrinet rent.

Men som man siger at en sygdom kan stjæle nogle år af

                                                                   et liv

går så meget dem forbi at det svarer til et helt år af deres

når de på razziaer ser at porcelænet skinner.

Hvad skal de gøre for at hindre mig i at gå ud

med den skaldede isse løftet højt på trods af dens

                                                  lilla skær?

Hvad skal de gøre med ham, der nu er klar til at 

                                               stjæle igen

og det uden at gøre brug af sine hænder

som er skjult i den røde kost?

*

I formiddags så jeg en dreng der brød en radio op

for at finde den dværg der sang i dens indre.

Han fandt ham ikke og lod radioen stå ved

           benzinpumpen ud for mit vindu.

Jeg har hørt på den siden: en uklar stemme der hvisker i

                                                                    gaze.

Selv er jeg forhindret i at slukke den for jeg beundrer

min hud som den våde varme uafbrudt gør tyndere og

                                                      mere violet,

for hver dag kommer den lidt nærmere farven dybt

                                                 nede i vand.

Jeg vil tålmodigt høre på stemmen der hvisker

i gaze til batteriet er tømt og støv

trænger ind ad benzinstandens skårede rude og dækker

de tunge jernbånds cifre der nedgror, og kun myggene

                                                             synger.

*

Vi lovede aldrig at gå fra hinanden og så blev vi ét, helt

                                                                     ens.

Men et løfte er en stor kokon af bomuld

i hvilken vi forgæves søgte det bevægelige aftryk af en

                                                                    puls

og fandt vi med hænderne frem til hinandens skridt,

stod det altid ud med vat.

Nu er jeg rejst, og du burde se mig smile når de nøgne

                                                    pærer tændes

i Athen: jeg kan lide når elektriciteten løber over loftet

med sit utro køn, sin nøgternhed.

*

Visse dage er fuglekirsebærtræet der gror midt i sin

                                                          skygge

et fuglekirsebærtræ der gror midt i sin skygge.

Visse dage er et barn som i live løftes op af et

                                          røntgenbad

et barn som i live løftes op af et røntgenbad.

Visse dage er hvepse der døde krænger et bassin

af hvid vat ud i persiennens lameller

hvepse der døde krænger deres vat ud i persiennen.

Visse dage står der i skyggen en kvinde i hvis indre

                                  ilten pludselig mugner

og hun er en kvinde i hvis indre ilten mugner

i fuglekirsebærtræets skygge ...

*

Han sad ofte i solen med knoglerne fulde af lys

eller han hørte på regnen under et halvtag af mos, der

                                        drak af de rustne søer.

Han vidste ikke at han burde stå bøjet og se på brøkers

                                                             arbejde

i elektroniske skærme og slet ikke at intrigers

luftige glas nu blev anset for at have substans

når det blæstes ud som broer fra afhængighed til foragt:

jeg har brug for dig som vidne til min lede ved dig ...

Han vidste ikke at århundredet var vendt

så en mand der holdt af det han følte på sig - solens

lavine, og vinden - blev anset for at leve i et

                                         æter-ocean.

Det er tilfældigt at han aldrig fik forplantningens sikre

                                                             pension

for næst efter lyset i knoglerne og regnens hammer

                                                    blødt i øret

holdt han af den fine duft af vådt metal i pigernes

                                                          skridt.

Men det ligner ham godt: nu skal ingen rive hans grav

og frisere hans hoved i jorden,

ingen grave blomster ned så han kan fæstne sin kæbe

til stilken og sikre sin vejrtrækning i de levendes

                                                        minder.

Jeg ved: det er lige meget nu hvor lungerne har trukket

                                                                sig væk

og hans ribbens væg er uden deres seksuelle tryk.