Samleren 1999 

Omslag af 

LOTTE BRUUN RASMUSSEN

Self-service restaurant Bomjardim

I dag er den lukket, Self-service restaurant Bomjardim

og det er længe siden at jeg, bærende på mine digte,

trådte ind fra parker hvor aftenens luft stod som fløjl

og med ét befandt mig i den nøgenhed der præger

porcelæn, bestikkets stål-glimt, borde på rækker, stive

stole, den galvaniserede disk hvis tarmsystem af neon

brændte gennem mine anelser om en ædlere

virkelighed som gennem de natsværmere der sad på lysstofrørerne:

jeg indså at disse vinger er smukkere end nogen anelse,

gennemstukne af årer med koldt og mælkehvidt

blod. Jeg gik over gulvet med min bakke

og holdt den tæt ind til mig, jeg blændedes

af bestikkets stål-glimt i lyset fra disken,

og porcelænet allierede sig med mit skelet.

Det var en accept af knoglernes vægt i min krop,

en intensivering af middagstimer

hvor skyggerne udviskedes og lyset slog ned i fontænernes vand

så der ikke var et eneste sted for mit blik at fortabe sig.

Men vigtigst var den farvede kvinde

som tog imod min bestilling på kaffe og stillede den på mit bord

med ordet: "Senhor!" - jeg der kun var en dreng, alt for ung

til at være "Senhor!" og hvis digte var alt for prægede

af aftener hvor luften stod som fløjl

til at jeg kunne indtage en plads som "Senhor!".

Elskede, ukendte kvinde,

jeg er så taknemmelig for at du, ved at kærtegne

mit skelet med din stemme, indviede mig

i kønslivet: et liv blandt køn og hårdtbrændt støv

og fontæner med klart og gennemlyst vand.

Jeg kan stadig se dig komme gående

over gulvet med min kop. Rundt om din fyldige hals

står skæret fra den galvaniserede disk.

Dens neon brænder i natsværmerne, deres

vinger, det kolde blods skønhed.

*

Rua dos Caminhos de Ferro

Intet er påklædt, men alt

både nøgent og pyntet,

som støv bestænket med nellikevand.

I baren med skod på gulvet, spinkle stole

og pærer der hænger fra loftet i flossede ledninger

findes en lighed mellem min kaffe og det

vand vi drikker på røntgenklinikker.

I ledningerne genkender mine arterier sig selv,

i de spinkle stole tvinger mit skelet sig frem i hele sin

pragt, og ind på terrassogulvet slår en brænding

af lys, som den slår ind på mine hornhinders

bredder. Det er ikke kun for fårekødet

at montrernes glas er gennemsigtigt,

det er også for mit eget køds funktioner,

den fordøjelse vi deler med hinanden,

en ømhed for alt som er menneskeligt.

*

Rua do Ouro

Jeg ankom; jeg stod et minut på den sydende

Rua do Ouro, prisgivet

solen, lugte og støj.

Pligterne, de faste pladser, arbejdet, det

løsnedes. Så skyndte jeg mig hertil,

nu sænker jeg mig skælvende ned

i karret. Lad kulden strømme

fra fliserne, og stilhed

brede sig i porcelænet!

Sæbe og snavs flyder på vandoverfladen,

et reptil skifter skind

for tidligt.

Som en broget hinde hæver det sig op til skorpen,

under vandet ligger nerverne frit.

*

Rua da Betesca

Det er varmt; til vores rygrad

klæber stænglen i et brændende palmeblad.

Den yderste spids ligger som

en tunge på vores isser,

gennem årenettet iler gløder

ud mod skuldrene.

Noget af det jeg har længtes efter var uopfyldeligt og efterlod

kun afsavn. Andre gange blev mine forbehold ødelagt

af indtryk så stærke at de var umulige at binde op.

Hvad skulle jeg gøre med erindringen om dem? - også de

blev snart til noget jeg savnede.

Men her, ved overgangen mellem Rossio og Praca da Figueira,

blir ethvert af mine indtryk bundet op på et strengt

skelet. Ingen vind rører sig, mens vi samles for at krydse vejen.

Alligevel synes jeg at luften bevæges af spinkle vifter;

umærkeligt blir det brændende palmeblad

op ad min ryg til en fjer.

Har jeg længtes efter at stå i heden ved en vej som denne,

føjes nu de lysende hornhinder til, de

ventendes hud og blålige årer der svulmer på læggene

og negrenes læber der forvrides af bilernes

udstødning, før den slår ned i mit svælg:

når min længsel blir indfriet, men jeg

får lidt mere end jeg forventede

blir det bundet op på stivere i fjer, så

nænsomt at de ikke knækker.

Og længtes efter at stå her, det har jeg i hele min pubertet - dens

frost, tv, husenes parceller, ens og med blodløse udstykninger

                                                                                        langt ind

i kødet, fravær af alger og mos, men rigt varierede former

for skam - så langt fra os, når vi samles på begge sider

af Rua da Betesca og krydser den i rytmer

hvor hver flok ligner en stor, prægtig vinge.