INDTIL TANKEN OM SNEGLE HAR STREJFET OS, Optegnelser No. 2, er udkommet på forlaget røde sø

Uddrag fra bogen:

Hun er død. Det regner, og selv bierne flyder på jorden.

Træk vinduet ned i et tog, og rust fylder luften. Igennem det røde fog glimter forsølvningerne i dit liv kun svagt.

Til sidst blev hornhinderne belagt af noget der lignede det indre i muslinger, og det var det eneste jeg misundte hende. At hun ikke så os.

Vandet rinder fra den udendørs bruser og videre ned i de røde og glinsende bregner, efter at have ramt dig.

Jeg glemmer aldrig da toget gik i stå i flere timer ved en flod, hvis spejlinger af vandet slog op i kupeens loft. Hvordan vi ikke længere var i bevægelse, og hvordan loftet bevægede sig.

Inde i kupeen, ved det lille bord under vinduet: vin, brød, tomater, ost. Vi står ude på gangen og ser luften blive rødlig i bjergene. Imellem os og kupeen findes en dør, der bliver ved med at glide op.

Jeg husker stadig den melon som et svælg, der viste sine åbne gummer i mørket, hver gang vi smilede. Det undrer mig bare, at jeg først nu ser, hvor blodige de var.

En rusten låge på et hængsel, ukrudt der blomstrede, en kalket skole dybt inde mellem pinjetræerne. De åbne vinduer og børnene, der nynnede - én ubrudt tone, der hverken steg eller faldt, fordi alle plancherne var drejet om mod væggen.

Når vi sidder i en sovekupé, er der intet der forsvinder i skumringen. I stedet lægger den så meget til: en flaske vin på klapbordet henne ved vinduet. Tøj og papirer spredt ud på lagnerne. Mørket der fylder kupeen, som om den stædigt gror til.

Alt det kobber i statuerne, vi ser når vi rejser, kryber ind under sengen som et blankt, metallisk mørke, når vi tænder pærerne i loftet. Det er ikke statuerne, men alt det andet, vi husker bagefter - hønsene, samlejet, den måde blad lægges uden på blad i den fugtige, røde kål.

Det åbne vindue i mørket, og gardinet der blafrer ind i kupeen som en lang, buet negl der laver flænger i en dug, som det fede mos fra bordets plade trænger op igennem.

Jeg går tidligt i seng og lytter til vinden i træerne udenfor. Til sidst bliver der stille, som om løvet er blevet helt stift og fortinnet. Så ved jeg, at jeg er ved at vågne igen, og at næste dags morgen er begyndt.

For årtier siden sad vi på Egina og drak vin og spiste hvid ost uden kød - det var det eneste, vi havde råd til, og ingen beklagede sig over det. Rundt om i luften fornemmede jeg alt det, jeg endnu kun havde kendt meget lidt til - de hvide, glatte tindinger og leverpletterne, der breder sig med årene. Blødningerne i øjet, når vi kommer på lagenet. Den underlige fred i et dybt trug af sten fyldt op med mos, som er ved at gro sporer. En vis gråd, visse himle.

Der holdt vi i flere timer ved floden og med spejlingerne af vandet i kupeens loft. Hvad var det, jeg så? Mig selv - mit eget kød - opløst i de glitrende spejlinger. Hvad var det, du så? Dig selv - dit eget kød - opløst i vandet? … Sig ikke det!

Lysekronerne i loftet skærer os i øjnene. Vi holder det kun ud fordi vi ved, at udenfor står aftenens mætte lys i nælderne.

Stir ind i spejlet, meget grundigt, og find det ribben, som ikke er tilsløret af dug. Kluden der tørrer duggen af, er altid min, og ribbenet dit.

I februar bryder lyset igennem og får vinduerne til at ligne rav. Men det, jeg husker fra i sommers, ligger ikke kapslet inde i dem ligesom insekter gør - det hamrer ind i glasset, stædigt, som en blodstyrtning.

Endelig er solen nået så højt, at lidt lys falder ind over gulvet, som et reb trukket rundt om et gerningssted, hvor vinteren stadig råder.

Vi gik rundt om kirken, som lå i en ring af tyste, ubevægelige nælder. Da vi kørte derfra, lagde jeg min hånd på dit knæ. En plasticflaske lå ved forruden og vi skiftedes til at drikke vand, der var så varmt at det sved os på læberne, og så tænkte vi på nælderne igen.

Til sidst vil vi måske ikke have mere at sige til hinanden, men jeg ved ikke om den bør skræmme os - stilheden i det kammer, hvor vi klæder os af ved et tjæret og glinsende myggenet, og kun vaserne har tunger.

Jeg har viet mit liv til det, og når andre har talt om alt det, de gerne ville nå, har jeg altid kun tænkt på det - en lavere puls, bare det. Stædigt og ihærdigt at arbejde på at gøre forskellen på mos og blod mindre.

NATVANDET, OPTEGNELSER No. 1 er udkommet på forlaget røde sø - 1000 tekster uden genre

I en sproglig praksis, der på én gang er yderliggående og meget nærværende, foretager bogen en afsøgning af sansningen, skønheden og begæret og udfolder en radikalt anderledes måde at være til på.

Teksterne placerer sig langt fra en kendt dansk tradition og står i gæld til så forskellig inspiration som japansk haiku, kinesisk poesi fra forrige årtusinde, arabisk-andalusisk digtning, Tranströmer, Czeslaw Milosz, Derek Walcott, og andre.

Uddrag fra bogen:

At høre de vildfarne knogler nynne og vide, at hyrderne har glemt dem.

At klippe neglene omhyggeligt aftenen før du kommer, de ti hvide, tørstige halse.

At torvet vi kigger ud på, består af ukrudt og en brolægning, der er sprunget i skår. En smuk, ubegribelig mosaik.

At dybt inde i den botaniske have findes en låge, der piber som en brønd med dit ansigt på bunden.

At myggene flyder ind i store sværme, når jeg tænder lysene for at se, hvor jeg bor.

At da vi venter på perronen, ligner himlen en magnetisk plade. Rusten fra de gamle godsvogne bliver suget op i den og spredes rundt om i luften, så stærk er solen! Toge kører ind, og skarer af mennesker stiger ned i græsset. Når de går forbi godsvognene, bliver deres ansigter til blege pletter, små udfald i synet, grå stær. Vi drikker kaffe af høje plasticbægre. Usynligt for alle andre bærer du inde i dig omridset af et rør fra skridtet og op, og det suger.

At huske smagen af dit vand - ikke som de rafter, de har hamret ned i engen hele dagen igennem, men som lyden af nælderne, der langsomt gror ud over dem.

At kirkegården er ribbet og hvid, med falmede fotografier i stedet for træer. Nej, der er også pærer og blommer! Det er fotografierne, der ligger på stenene og spreder deres kærner.

At mørket har en anden lugt end lyset, og jeg ved ikke, hvilken af dem der er hengemt.

At det er som om din stemme er blødt ind i støvet på den gamle blazer, når den har lydt i soveværelset, og nu har jeg taget den på og sidder i bilen og ser ud over markerne, mens din stemme bliver fragtet op til mig i det våde og rødmende støv.

At møde en pige jeg husker fra jeg var ung, og korridoren til dengang åbner sin lem af hud.

At ånde med øjet, når jeg ser blæsten piske i træerne udenfor.

At købe bukser til dig i den lille butik i metroen hvor alt er af plastic, og da du tager dem på se benene skilles som to glinsende læber.

At stå af toget i Napoli i december og pludselig blive ramt af den lave sol, der er afhudet.

At die himlens mælk.

At aftenerne kan være så milde, at tungen er for grå til et kys.

At i nat vil hvert eneste af dine usikre blikke galoppere på mig som hove.

At elske dig med hud og hår og når du ikke er her savne din hud og dit hår.

At give mig selv fem år til at skrive en bog og så spørge, hvad de gik med. At lytte til græshopper i vådt græs, og i tørt.

At huske jeg altid tror at det er forbi, og at jeg endnu aldrig har haft ret.

At vi fik lov til at ryge, og så drak vi en flaske vin mere, før vi gik op. Værelset var for udsmykket, men det gjorde intet: den aften var din tunge blå og fed mod lagenet. Egentlig befandt vi os i den eneste passagervogn på et godstog i bjergene. På begge sider af os var hægtet vogne med pudset sølvtøj, og intet af det var vores, kun spandene med røde figener og indmad.